Onsdag d. 25. april kl. 18:15 lagde det gode skib Vædderen atter til Kaj ved Langelinie, efter et langt og spændende eventyr hele vejen rundt om Jorden.
På vej mod havnen fik de ombordværende fornemt besøg.
Chefen for Søværnets Operative kommando - Admiral Niels Vang - blev fløjet ud med helikopter. Og så fik man royalt besøg af HKH Kronprins Frederik, der for en kort stund havde forladt den lille nye prinsesse, for at være med når skibet lagde til kaj ved udganspunktet - Amaliehaven lige neden for Amalienborg.
Modtagelsen var helt fænomenal. Festlig og flot. Musik, vinkende flag og glade mennesker. Mange familiemedlemmer til de ombordværende var mødt op, og der blev delt rundhåndet ud af både kys og kram til de hjemkomne.
Nu ligger Vædderen i havn de næste par dage, hvor der er mulighed for at komme ombord og se hvordan et ekspeditionsskib ser ud indvendigt.
Fredag aften sejler skibet videre til Odense, hvor der ligeledes vil være mulighed for at besøge det lørdag og søndag.
Herefter sejler Vædderen til Frederikshavn og bliver gjort klar til igen at være et inspektionsskib.
Og her med er eventyret ovre for denne gang. Og det forlyder at det ender lykkeligt.
