Om Vejrcenteret:

Frem og tilbage over 4,5 km vand

Tirsdag d. 27. mar. 2007; kl. 10:56 af Michael Yde Katballe / Leshly

Den sidste uge har vædderen sejlet rigtig meget frem og tilbage i et område på 50 gange 200 km i farvandet mellem St. Thomas og St. Croix.

Hver eneste nat har skibet sejlet i området med en ca. 600 meter lang streamer på slæb. Streameren har foretaget Seismografiske målinger. Formålet med undersøgelserne er at lave et meget detaljeret seismogram over undergrunden i det op til 4,5 km dybe hav.

Dagene er blevet brugt til at tage prøver op fra havbunden med ekspeditionens Gravity Core. Desværre var resultaterne i de første dag lidt magre.

Men søndag kom de store smil endelig frem på geologernes ansigter. Det lykkedes nemlig forskerne at få to gode kerneprøver op fra havbunden. Prøverne gør det muligt for geologerne at se ca. 20.000 år tilbage. Nu skal prøverne opbevares i køleskabet på vædderen, under transporten hjem til Danmark, hvor de skal yderligere undersøges.

Som noget nyt har der på dette togtben også været to havneanløb af nogle timers varighed. Det har givet forskere mulighed for at hente prøver fra land, og der har også været et par udskiftninger i forskerstaben. For de andre ombordværende har det givet en velkommen mulighed for at komme i land og nyde de smukke omgivelser på St. Croix.

Fra mandag ligger skibet i havn i Frederiksted i tre dage, inden ekspeditionen stævner ud med kurs mod Boston i USA.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.