Snestormen giver store trafikale problemer i den nordlige del af Jylland og i Nordsjælland, hvor al udkørsel flere steder frarådes.
Med op til mellem 30 og 35 cm sne, der er faldet inden for det seneste døgn og den kraftige snefygning, der fortsat giver omfattende drivedannelser, så volder snestormen især i den nordlige del af Jylland og i Nordsjælland trafikken store problemer.
I nattetimerne har sne og fygning lukket flere veje - og selv motorveje er blevet lukket. Det drejer sig om E45 fra Horsens og nord på, E20 Vestmotorvejen, Rute 21 Holbæk Motorvejen, E47 Sydmotorvejen og Motorring 4 omkring København.
Det er således især i den nordlige og østlige del af landet der er trafikale problemer.
Især i Vendsyssel og i Himmerland er situationen kaotisk med veje der er lukket på grund af meterhøje snedriver.
I Hjørring, Frederikshavn og Hobro politikredse fraråder politiet al udkørsel. I Aalborg frarådes al unødvendig udkørsel - og længere mod syd i Skanderborg politikreds fraråder politiet også al udkørsel. I Randers frarådes al unødvendig udkørsel
Også på Sjælland er trafiksituationen kaotisk på grund af snestormen. Flere mindre veje er lukket - og i hele Nordsjælland frarådes al udkørsel. Det gælder også Roskilde, Holbæk, Københavns Vestegn, Køge og Vordingborg, hvor politiet fraråder al udkørsel, mens al unødvendig udkørsel frarådes i Ringsted.
Desuden fraråder DSB, at man benytter S-togene, da man ikke kan garantere de kan komme frem.
Snevejret fortsætter i formiddagstimerne med fygning i hele den nordlige del af landet - og på Sjælland og Bornholm.
Snestormen kommer således til at give store trafikale problemer for morgentrafikken i hele den nordlige og østlige del af landet.
Resten af dagen ventes fortsat let snefald flere steder - og med op til hård vind fra øst, så kan snefygningen fortsætte hele torsdagen i hele den nordlige og østlige del af landet.
Og der er ikke udsigt til bedring i det kommende døgn.
Allerede i nat og i morgen tidlig er et nyt snevejr på vej ind over landet.
