Snevejr skaber kaos i Storbritanien

Torsdag d. 8. feb. 2007; kl. 11:14 af Anders Brandt

Kraftigt snefald i England og Wales har torsdag morgen lukket fire store lufthavne omkring London.

Med op til 10 cm sne flere steder i den sydlige del af England og i Wales har et kraftigt snevejr torsdag morgen skabt trafikale problemer og flere lufthavne måtte lukke.

Både lufthavnene Heathrow, Gatwick, Luton og Stansted omkring London samt lufthavnene i Birmingham, Bristol og Cardiff lukkede start og landingsbanerne torsdag morgen.

I London lå der torsdag morgen 5 cm sne og trafikken sneglede sig af sted.

Sneen lukkede også flere skoler, og der var trafikkaos på vejene, ligesom Londons undergrundstog og nogle af landets vigtige togforbindelser kørte uregelmæssigt.

Den britiske vejrtjeneste (UKMO) har udsendt varsel om kraftigt snefald for hele hele den sydlige del af England og Wales, hvor der fortsat forventes 5-10 cm sne.

Snevejret, der også har ramt Holland og Belgien, kommer i forbindelse med et lavtryk, der fra sydvest sender lun luft op over Vesteuropa. På grænsen til den kolde luft, der fra Skandinavien strømmer ud over Nordsøen og ned over Nordvesteuropa falder nedbøren som sne.

Lavtrykket passerer det kommende døgn ind over Nordtyskland og syd om Danmark. Snevejret i forbindelse med lavtrykket ventes således at forblive syd for Danmark, men åbner op for en kold østlig strømning, der kan give anledning til snebyger hen over Østersøen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd