Den sejlende redaktion er nået op langs den chilenske kyst.
Vi har ikke haft meget solskin på denne etape af Galathea ekspeditionen. Siden vi nærmede os Chile har vi stort set kun haft overskyet og regnvejr. Til gengæld er vi sluppet for blæsevejr og hvad deraf følger af bølgegang.
Antarktis er jo, på trods af det massive isdække, verdens tørreste kontinent. Alt hvad der lever dernede, hvad enten det er små planter eller dyr, kæmper en daglig kamp for at få vand. Ved de lave temperaturer fryser vandet med det samme, og der er ingen fordampning, så luftfugtigheden er meget lav. Når solen skinner på isen sublimerer vandet, det vil sige går direkte fra fast form (is) og over i gasform. Der er ikke den mellemliggende flydende fase, som er så vigtig for levende organismer. Sublimation kan også ses i Danmark på tørre frostdage. Man kan faktisk godt hænge sit tøj til tørre i frostvejr, og vandet vil så forsvinde ved den samme proces.
Heroppe i det sydlige Sydamerika er der også gletsjere, men kun højt oppe i bjergene. Deres smeltevand løber ned i fjordene, og vi kan derfor måle lavere saltholdighed i overfladevandet. Vandet fryser heller ikke med det samme, men falder som regn i store mængder. Det er udpræget kystklima, hvor luften samler fugtighed op fra Stillehavet og føres med vestenvinden ind over land. Når luften møder bjergene tvinges den opad, og vandet presses ud af skyerne. Det er årsagen til klimaet hernede, hvor vi har regnskov med nogenlunde samme temperaturniveau som hjemme i Danmark.
Det er den samme mekanisme der er baggrunden for den canadiske regnskov langs deres vestkyst. I de kommende dage vil varmen tage over, og vi vil opleve et dramatisk temperaturskifte. Lige nu har vi dagtemperaturer på omkring 6-10 grader, men om få dage vil den ligge omkring 20.
Når Vædderen om en måned kommer til Galapagos er det tropisk vejr med blå himmel og 30 graders varme. Det bliver noget af en omvæltning for alle på skibet.
