Der har ikke meget vildt vejr over det sydlige Stillehav lige nu. Ikke der hvor vi har været. Det har været temmelig vildt en masse andre steder. Jeg ville så gerne have lavet et indslag til TV2/Vejret med titlen 'Verdens værste vejr', men det bliver ikke i denne omgang. Måske kommer chancen når vi skal tilbage over Drake Strædet på vej til Sydamerika.
I den sidste uge har vi haft op til hård vind, det meste fra nord til nordvest. Det får ikke Vædderen til at bevæge sig ret meget. Det er et stort skib, der er bygget til at bevæge sig i store bølger omkring Færøerne og Grønland.
Når man skal til Antarktis i skib skynder man sig altid. Når det er dårligt vejr handler det bare om at komme igennem så hurtigt som muligt. Hvis det er godt vejr sejler man også hurtigt, for man ved at det dårlige vejr kommer. Vi har haft en del opgaver at løse undervejs, men heldet har jo tilsmilet os.
Lige nu (tirsdag) ser vejrudsigten rigtig fin ud. Solen skinner og der er vindstille der hvor vi skal hen ved fastlandet. Vi har hørt, at der er en dansk sejlbåd (Oasis) på vej fra Sydamerika og ned mod os. De er nødt til at bruge deres motor, for der er vindstille der hvor de sejler. Vi håber at møde dem. Så må vi hellere smide noget rugbrød ned til dem, for det har de nok ikke mere af.
Onsdag morgen (dansk tid) vil vi for første gang se Antarktis. Det bliver et stort øjeblik for os alle sammen. Vi skal ind omkring Palmer Station, hvor der er en lille amerikansk forskningsstation. De forsker hovedsagligt i fugle og fisk. Derfra skal vi sejle rundt i skærgården i nogle dage og lave en masse undersøgelser af fisk og smådyr i vandet, og der skal også laves nogle kemiske undersøgelser.
Vi håber alle at få lov til at komme i land, så vi kan sige at vi har stået på Antarktis.
Følg med i vores blog for daglige nyheder, se linket her på siden.
