Den sibiriske kulde, som i løbet af de seneste mange dage har løbet det meste af Europa over ende, har mildest talt vendt vejret på hovedet. Onsdag var det varmere i Ishavet i Arktis end i Sydeuropa.
Et kraftigt højtryk befinder sig i øjeblikket over Finland og sender på anden uge iskold, sibirisk luft fra Rusland ned over det europæiske kontinent.
Svalbard sætter ny varmerekord
Det giver usædvanligt koldt vejr i hele Sydeuropa og sågar i Nordafrika, hvor man i flere omgange har fået sne i både Algeriet, Tunesien og Libyen.
Til gengæld sender højtrykket lune atlantiske luftmasser langt mod nord helt op over Ishavet, hvor man onsdag slog varmerekord for februar.
I Longyearbyen på den norske ø Spitsbergen, der er en del af øgruppen Svalbard og som ligger hele 850 km nord for det norske fastland på højde med det nordlige Grønland, målte man onsdag morgen hele 7,0 graders varme.
Varmere end Madrid og Venedig
Det er ny varmerekord for februar på Svalbard, der er et er verdens nordligst beliggende befolkede områder og den slår den gamle rekord fra den 17. februar 2005 med én hel grad.
Øgruppen Svalbard udgør det sidste stykke 'faste' land i Ishavet inden Nordpolen.
Og de 7,0 grader, som man normalt kun ser på Svalbard i sommermånederne, kunne uden problemer slå flere af de traditionelt - også på den årstid - meget varmere steder i Sydeuropa.
I både Pisa og Venedig i Italien nåede temperaturen onsdag kun op på 6,0° og i Venedig var kanalerne mandag dækket af 5 til 10 cm is.
I Grækenlands næststørste by, Thessaloniki, holdt temperaturen sig onsdag under 1,2° og ej heller den spanske hovedstad Madrid kunne med 5,4 graders varme præstere varmere vejr end øgruppen midt i Ishavet.
Dermed er vejret i den grad vendt på hovedet over kontinentet, efter at den sibiriske kulde for alvor har fået fat i Mellem- og Sydeuropa.
Koldere på Svalbard - mildere i Danmark
Frem mod weekenden vil mere normale vintertemperaturer indfinde sig over Svalbard, mens kulden holder stand i Mellem- og Sydeuropa.
Til gengæld må vi Danmark se nogle dage med tøvejr i øjnene inden vinteren antageligt vender tilbage med dagsfrost igen midt i den nye uge.
