På den flotte blå januarhimmel kunne man mandag se hvide cirkler på himlen hen over Jylland.
Flere af TV 2|VEJRET's seere har sendt billeder cirklerne - og nogle spørger til, hvad det kan være, og synes de ser ualmindeligt mystiske ud. De fleste har dog regnet ud, at der er tale om et fly - og Chris Hansen fra Skive skriver til det billede han har sendt, at det ser ud som om piloten hygger sig.
Det kan godt være han gør det, men der er en meget god grund til, at flyet - som der er tale om - er fløjet i cirkler.
Kondensstriber fra AWACS-fly
Cirklerne på himlen drejer sig om kondensstriber - eller contrails, som de også hedder.
Kondensstriberne er dog ikke frembragt af almindelige rutefly, der normalt står for det utal af hvide striber man ofte kan se på himlen, men fra militære radarovervågningsfly - de såkaldte AWACS-fly.
I dette tilfælde er der ifølge presseofficer Inge Borggaard fra Flyvertaktisk Kommando i Karup tale om et fransk NATO-fly, som flyver rundt i cirkler over Jylland i lidt over 10 kilometers højde.
Flyver i cirkler
Disse fly opererer i stor højde og følger et helt bestemt mønster i deres flyvning. AWACS-flyenes 'racetrack' er ofte en cirkulær bane, der frembringer disse karakteristiske runde kondensstriber.
Ligger flyene og cirkler over samme sted, så vil vinden kunne føre deres contrails væk fra flyet, og flere ringe vil kunne ses.
På billederne kan der ses flere ringe - og da vinden i flyets højde kun er svag, så ligger de næsten oven i hinanden.
AWACS-fly har været i luften
Inge Borgaard fra Flyvertaktisk Kommando i Karup oplyser til TV 2 Vejret, at der i dag har fundet flyvninger sted over store dele af Jylland med de såkaldte AWACS-fly.
AWACS er en forkortelse for Airborne Warning And Control System.
Cirklerne fra AWACS-flyet har man nedefra jorden kunne se i store dele af Jylland, og her vil flyvningerne med det ombyggede Boeing-fly fortsætte resten af dagen, hvor der således fortsat er mulighed for, at se de nu knap så mystiske cirkler på himlen.
Flyene er normalt på øvelse i Danmark, hvor de i dette tilfælde arbejder sammen med radarenheder på landjorden på Flyvestation Karup.
AWACS-flyene indsættes blandt andet i Afghanistan som flyvende radarstationer.
Fugtig luft i stor højde giver contrails
Kondensstriberne dannes når varm og fugtig luft sammen med støv- og sodpartikler dannet ved forbrændingen strømmer ud af flyenes jetturbiner - ud i den -40 til -50° kolde luft, hvor vanddampen fortættes.
Er luften tør vil kondensstriberne eller contrails, som de også hedder, hurtigt opløses, men er der bare den mindste smule fugtighed vil man i flere timer efter at fly har passeret kunne se en skybræmme, der undertiden kan udvikle sig til et helt skydække.
Manadag strømmede relativ fugtig luft i de ca. 10 kilometers højde frem mod Danmark fra øst og dannede blandt andet det højtliggende tynde cirrus-skydække man har haft flere steder i landet, og som gav gode betingelser for at AWACS-flyets kondensstriber kunne ses på himlen.
