Den tropiske storm 'Washi', der i weekenden passerede hen over den sydlige filippinske ø Mindanao, har med omfattende oversvømmelser og jordskred sørget for en sand katastrofe, der har kostet omkring 1.000 mennesker livet og mere end 300.000 er berørt af 'Washi'.
Katastrofens omfang er et resultat af flere yderst uheldige omstændigheder og det faktum, at det er første gang i mere end 20 år, at Mindanao rammes af en så kraftig tropisk storm med så store mængder regn.
Over 400 mm regn på et halvt døgn
Den tropiske storm 'Washi' som på Filippinerne kaldes 'Sendong' bevægede sig fredag fra Stillehavet og frem mod den sydligste af de filippinske øer Mindanao. Her ramte den natten til lørdag lokal tid, hvor den i natte og morgentimerne passerede hen over øen med enorme mængder regn på ganske kort tid.
Inden for 8-10 timer faldt der, ifølge opgørelser som Tropical Rainfall Measuring Mission (TRMM) under NASA har foretaget, udbredt mellem 200 og 350 mm regn, mens der lokalt faldt over 400 mm.
Ifølge TRMM faldt der på den nordøstlige del af Mindanao 416 mm regn.
Til sammeligning faldt der under sommerens ekstreme skybrud i København 135 mm regn.
Floder steg med over tre meter
De ekstreme nedbørmængder der er faldet på kort tid er i det bakkede og til dels bjergrige terræn på Mindanao strømmet ned i de floder, som afvander store områder. På bjergsiderne er mudder og vand fosset ned i floderne og videre med dem ned mod kysterne.
Her er især to byer blevet ekstremt hårdt ramt. Det er Iligan City og Cagagau de Oro City, som begge ligger på nordsiden af Mindanao. Det er i de to byer de fleste meldes omkommet.
Store floder løber gennem begge byer. Det er floder som afvander et stort område i baglandet bag byerne.
Ifølge flere meldinger er vandstanden i floderne, der løber gennem Iligan City og Cagagau de Oro City, steget med over 3 meter på ganske kort tid.
Derved er hele byområder blev skyllet væk, da flodbølgen ramte.
Det hele skete i nattetimerne, mens indbyggerne lå og sov, og de har derfor ikke haft nogen mulighed for at reagere på det der skete.
Sjældent Mindanao rammes af tropiske storme
Ifølge flere meldinger har indbyggerne i de berørte områder heller ikke været advaret om, at den tropiske storm var på vej. Og det kan der være en rigtig god grund til.
Selv om Filippinerne årligt rammes af tropiske storme og tyfoner, så er det hovedøen Luzon, der normalt er mest udsat. Banerne for de disse tropiske storme går nemlig ofte fra sydvest op over den nordlige del af Filippinerne, mens øen Mindanao stort set ligger uden for det område, der normalt rammes at tropiske storme og tyfoner, som dannes ude over Stillehavet.
Det er således mere end 20 år siden Mindanao sidst er blevet ramt af en lignende tropisk storm, og man har i den del af Filippinerne stort set altid været forskånet for ekstremt vejr.
Derfor har man heller ikke været forberedt på det kunne ske.
Derudover får skovhugst og opdyrkning i områder, hvor vegetationen vil kunne holde på både jord og til dels vandet en del af skylden for katastrofens omfang. Ligesom bebyggelse af svagt konstruerede huse eller hytter i lavtliggende områder også har en afgørende andel i, at katastrofen allerede nu er en af de største i Filippinernes historie.
Ikke siden 2008 har man set noget lignende, da tyfonen 'Fengshen' kostede over 1.400 mennesker livet. Det er en katastrofe, der i nyere tid kun overgås af den tropiske storm 'Thelma', som i 1991 med enorme mængder regn kostede mellem 5000 og 8.000 mennesker livet.
Begge tyfoner ramte den nordlige del af Filippinerne.
