Voldsomt vejr gav i nat og i formiddags oversvømmelser og vindstød af stærk storm.
I Askov (midt mellem Esbjerg og Kolding) målte en officiel vandmåler knap 30 mm regn i nat og på billedet af Kenneth Troelsen kan man også se der er faldet meget regn i Randers.
Ved krydset mellem Nordskellet og Hobrovej i Randers kommer vandet, når det ikke kan trænge ned i jorden, hurtigt fra flere retninger og samles på vejen. En VW Polo forsøgte at køre igennem, men forgæves.
Natten og formiddagen regnvejr blev desuden ledsaget af et kraftigt blæsevejr. Mange steder langs Den Jyske Vestkyst målte man vindstød af stormstyrke, men også i Østersøen blæste det meget. Kegnæs på Als målte 29 m/s i vindstød, hvilket svarer til stærk storm.
Forhøjet vandstand i nat
Også den kommende nat vil det blæse kraftigt. I den forbindelse ventes forhøjet vandstand i Vadehavet og langs Vestkysten.
I Vadehavet ventes en vandstand på lidt over 3 meter over daglig vande, mens vandstanden længere mod nord holder sig under 2,5 meter over normal vandstand. Den maksimale vandstand indtræffer omkring kl 3 i nat i forbindelse med højvande. Ca. en tredjedel af den forhøjede vandstand skyldes tidevand, mens vindstuvning har ansvaret for resten.
