Der er langt fra Copa Cobanas varme sandstrande til isnende kulde i Johannesburg, hvor Brasilien tirsdag aften spillede mod Nordkorea med temperaturer helt ned til frysepunktet.
Aldrig har man ved en VM-slutrunde set spillere med handsker, tilskuere med vinterjakker, huer og ørevarmere - men det så man altså tirsdag aften under det, der ifølge TV 2|VEJRET's oplysninger blev den slutrundekamp ved et VM, der har været spillet ved de laveste temperaturer.
En kuldebølge har ramt Sydafrika, og da spillerne kl. 20.30 gik på banen i Johannesburg lå temperaturen på 2°, og da kampen blev fløjtet af var den faldet til 1°. En halv time senere nåede man i Johannesburg frysepunktet, og i løbet af natten faldt temperaturen yderligere til -5°.
Den isnende kulde var lige ved at få brasilianerne til at fryse helt. Med hiv og sving - og med let forkølet sambabold lykkedes det dog at få en 2-1 sejr i land mod de upåagtede nordkoreanere.
På tribunerne er der altid fest og farver når Brasilien spiller. Sambarytmerne var dog gemt langt væk og istedet så man brasilianske fans med hue halstørklæde og ørevarmere for at holde varmen i den sydafrikanske vinter.
