Når Danmark mandag møder Holland ved VM, kan kampen ses udendørs på storskærm flere steder i landet.
I morgen begynder dét mange danske fodboldfans har ventet på i lang tid - Danmark tager for alvor hul på VM-slutrunden i Sydafrika, når vi møder Holland i Gruppe E's første indlende puljekamp.
Kampen bliver vist udendørs på storskærm flere steder i landet, og det kommer til at foregå i tørt vejr med gode chancer for sol de allerfleste steder.
"I morgentimerne kan der hænge skyer mange steder, men i løbet af dagen forventer vi nogen sol med temperaturer på 15-17 grader", siger meteorolog hos TV 2 Vejrcenter, Andreas Nyholm. Vinden aftager også og bliver blot let til jævn.
Kampen vises blandt andet på Kvæsthusmolen i København, hvor TV 2 indbyder til ægte, dansk fodboldfest foran en 56 kvadratmeter stor fjernsynsskærm.
Danmark - Holland sparkes igang mandag kl. 13.30.
