Påsken 2010 bød vejrmæssigt på lidt af det hele, hvor både sne, regn og torden fandt vej til landet imellem solstrålerne.
Der var lidt for en hver smag i påskedagene, men mon ikke de fleste godt ville have været foruden det snevejr, som Skærtorsdag formiddag indledte en vejrmæssigt meget vekslende påske.
Påsken indledt med slud og tøsne
'Balladen' opstod, da en frontzone skulle passere igennem landet. Via en noget kringlet omvej omkring et britisk snestormslavtryk blæste polarluft ind over landet fra vest.
I den sydlige del af Jylland var luften 'polar' nok til at regnen en overgang gik over i slud og tøsne ved blot et par graders varme, og dermed skød Skærtorsdag påsken igang med alt andet end forårsagtigt vejr.
Flot påskelørdag
Imens Langfredag kunne præstere nogle regn- og haglbyger i især Jylland, så blev lørdag de fleste steder en ganske pæn dag, og med 10-12° i store dele af landet var det i en god lækrog muligt nyde lidt sild og snaps på terassen.
Regnfuld Påskedag
Den mulighed blev dog hurtigt elimineret Påskedag, hvor en front med regn i morgen- og formiddagstimerne passerede op over landet.
Den efterfølgende opklaring blev også hurtigt gjort til skamme af regn- og tordenbyger, som fra Nordtyskland bevægede sig op over Sydjylland, Fyn og Øerne - nogle steder med både hagl og skybrudsagtig regn.
Helligdagene sluttede af mandag med skyet men mest tørt vejr og temperaturer på 7-8 grader.
Påsken bød dermed på 'ægte' dansk aprilsvejr, når det viser sig fra sin mest vekslende side.
