Forårsjævndøgn

Lørdag d. 20. mar. 2010; kl. 07:48 af Anders Brandt / Danny Høgsholt

Lørdag aften kl. 18.32 står solen i zenit over ækvator og vi har dermed forårsjævndøgn - dag og nat er omtrent lige lange.

Selvom der har været forårsstemning i luften med temperaturer op til 13 grader for et par dage siden, så markerer dagen i dag den astronomiske start på sommerhalvåret.

I aften kl. 18.32 står solen præcist lodret hen over ækvator - det såkaldte zenit - hvilket betyder, at dagen og natten overalt på jorden begge er 12 timer lange, i hvert fald næsten.

For slår man op i almanakken vil man opdage, at dagen i dag faktisk er 12 timer og 7 minutter lang og at det var den 18. marts at dagen var præcis 12 timer lang hvis man måler på hvornår solen står op og går ned.


Refraktion
Mange spørger nok sig selv hvordan det nu hænger sammen? Og forklaringen er, at jævndøgn er et astronomisk fænomen, og det med hvornår Solen står op og går ned - altså hvornår vi kan se solen - det hænger sammen med et atmosfærisk fænomen.

Det er et fænomen man kalder refraktion. Lys er bølger, og de brydes eller afbøjes når de kommer ind i et område med ændrede egenskaber.

Når Solens lys fra Verdensrummet rammer atmosfæren afbøjes det en anelse - der sker en refraktion, der rent faktisk betyder, at selv om Solen i virkeligheden er under horisonten, så vil den med det blotte øje opfattes som om den stadig står over.

Solens lys er altså blevet afbøjet, så meget, at selv om Solen er under horisonten ses den lys stadig. Det giver os altså de 7 minutter mere sollys end vi egentlig er berettiget til.


Jævndøgnet
Om vinteren når vores dage er korte, så lyser Solen mest på den sydlige halvkugle. Og om sommeren når vores dage er lange, så lyser den mest her på den nordlige halvkugle.

Og forårsjævndøgn, det er så det tidspunkt, hvor solen skifter fra det ene til det andet og så at sige passerer jordens ækvatorplan.

Og det er det der sker i aften nøjagtig klokken 18.32, og det der gør, at dagen i dag den 20. marts får stemplet jævndøgn.

Frem til sommersolhverv den 21. juni vil dagen konstant blive længere. Faktisk bliver dagen hele 5 timer og 19 minutter længere end den er i dag.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.