Koldt vand holder temperaturen nede ved kysterne

Torsdag d. 18. mar. 2010; kl. 21:16 af

Selv om lun forårsluft torsdag fandt vej til Danmark var det ikke alle der fik del i den.

Især langs kysterne holdt temperaturen sig nede i et behersket leje - et typisk forårsfænomen mens vandet i de danske farvende endnu er iskoldt.

På årets hidtil varmeste dag nåede man flere steder over 12 grader - og et enkelt sted sågar 13 grader. Langs de danske kyster var man derimod hårdt mærket af, at vandtemperaturen ligger omkring blot 2 grader - og det gav flere steder store temperaturforskelle over en lille afstand.

På Lolland og Falster, hvor den lune luft strømmede frem fra Nordtyskland oplevede man et godt eksempel på det. Ved Gedser på sydspidsen af Falster gik man torsdag rundt og småfrøs ved blot 5,6 grader, mens man ved Langø på vestsiden af Lolland nåede 7,2 grader.

Blot nogle få kilometer længere inde på Lolland i Abed ved Maribo var det helt anderledes forårsagtigt. De få kilometer hen over den solopvarmede lollandske lerjord sendte temperaturen op på 12,5 grader, der i øvrigt blev en af dagens højeste temperaturer.

Dagens koldeste sted midt på dagen havde dog en lidt anden forklaring. I Stenhøj vest for Frederikshavn nåede temperaturen blot 4,2 grader - men det var på grund af den endnu snedækkede overflade, der i øvrigt holdt temperaturen nede i Vendsyssel.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.