Sneen dækker fortsat Nordjylland og Bornholm

Søndag d. 14. mar. 2010; kl. 14:47 af Danny Høgsholt

I dele af Nordjylland har sneen nu klædt landskabet i hvidt i knap tre måneder.

Et billede af Danmark fra oven taget af NASAs Aqua-satellit søndag eftermiddag afslører, at sneen fortsat dækker det nordlige Jylland.


Snedække i tre måneder
Her ligger der fortsat op mellem 10 og 20 cm sne de fleste steder - og i denne del af landet har man stedvis haft snedække i knap tre måneder.

Det var natten til den 17. december i fjor, at vinterens første 'alvorlige' sne faldt, og lige siden har man mange steder i de nordjyske hverken set brune eller grønne marker.

Også Bornholm var søndag stadig dækket af sne, men altså også af skyer, der slørede udsynet til solskinsøen fra 700 km højde.


Langsomt stigende dagtemperaturer
I resten af landet har de seneste dages plusgrader i kombination med martssolen dog gjort kål på de største snemængder, og her ligger kun lidt spredt, hvid tøsne rundt omkring.

I de kommende dage vil den resterende sne fortsat svinde ind som dagtemperaturerne langsomt stiger og midt i den nye uge kommer meget tæt på 10 graders varme, hvor det bliver lunest.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.