-19,1° på vinterens koldeste nat

Søndag d. 7. mar. 2010; kl. 09:36 af Anders Brandt

Natten til søndag viste termometeret -19,1°. Det er den laveste temperatur i Danmark i fem år.

Klart vejr, rolige vindforhold og et dække af nysne har været ingredienserne i tre iskolde nætter på stribe, hvor den ene var koldere end den anden.

Den sidste af dem - natten mellem lørdag og søndag - endte med at give os vinterens laveste temperatur, og i øvrigt den koldeste nat målt her i landet i hele fem år.


Koldest i Midt- og Sydjylland
Den kolde nat blev udelukkende et jysk anliggende. I den sydlige og centrale del af Jylland var det en stor del af natten klart vejr, vindforholdende var rolige - og så var det her sneen lå som et isolerende dække hen over jordoverfalden.

i Midt- og Sydjylland faldt temperaturen i nattetimerne flere steder til under -15° - og ved Vamdrup lige vest for Kolding blev det endnu koldere.

Her målte man ved tre-tiden natten til søndag hele -19,1°.


Vinterens koldeste nat - den koldeste i fem år
De -19,1° målt ved Vamdrup natten til søndag er lidt koldere end de -19,0°, der blev målt ved Horsens den 20. december - og som indtil i nat var vinterens laveste temperatur. Dermed har vi med vinterens koldeste nat at gøre - og samtidig bød den på den laveste temperatur målt i Danmark i fem år.

Ikke siden 2005, hvor der ved Roskilde blev målt -20,2°, har det været koldere i Danmark. Det var i øvrigt også en temperatur målt i marts måned.


Hører til blandt de laveste martstemperaturer
Selv om marts kan være kold og meget vinterlig, så hører nattens -19,1° i Vamdrup til i den helt kolde ende over martstemperaturer.

Siden 1874 er der kun 12 gange tidligere målt en lavere temperatur i marts måned. De fleste af dem finder man i de vintre, der må betegnes som sværvægtere inden for kolde danske vintre, der har strakt sig helt ind i marts måned.

Heriblandt to af isvintrene midt i 80'erne samt tre af de hårde isvintre i 40'erne

Kulderekorden for marts måned er -27° fra 1888.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Fakta

Laveste temperaturer natten til den 7. marts 2010

Vamdrup: -19,1°
Skrydstrup: -18,9°
Isenvad: -17,7°
St. Jyndevad: -17,0°
Billund: -16,1°

Kilde: DMI

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.