Jylland ramt af kraftigt snevejr

Fredag d. 5. mar. 2010; kl. 09:45 af Anders Brandt (opd. d. 6/3 2010; 09:20)

Fredag blev store dele af Jylland ramt af et relativt kraftigt snevejr, der flere steder gav snestormslignende tilstande.

Et lavtryk med udbredt sne bredte sig fredag fra nordvest ned over store dele af Jylland, hvor der i eftermiddagens og aftenens løb stedvis faldt 20-25 cm sne på ganske få timer.

Snevejret ramte især i et område fra den nordvestlige og centrale del af Jylland til Sydjylland, hvor blæsende vejr tilmed gav snefygning - og store trafikale problemer.

Fredagens kraftige snevejr kom i forbindelse med et lavtryk, der fra nord bevægede sig ned gennem Vestjylland. Lavtrykket sendte sit nedbørområde ind over store dele af Jylland, hvor det fredagen igennem bevægede sig på langs af sig selv, så de samme områder fik vedvarende og kraftigt snefald.

I takt med, at lavtrykket bevægede sig mod syd friskede vinden op fra øst på lavtrykkets nordside, og gav gradvist snefygning, der fra nord bredte sig ned gennem Jylland.

Snevejret nåede frem til Nordvestjylland ved middagstid, og bredte sig herfra i eftermiddagstimerne til store dele af Jylland - og fredag aften sneede det især kraftigt i den sydlige del af Jylland.

Flere steder i Jylland meldes der om op til 20-25 cm sne - og med opfriskende vind fra øst gav snefygningen anledning til endnu større snedriver.

Flere steder gav det blæsende vejr og det kraftige snefald anledning til snestormslignende tilstande - og i store dele af Jylland blev kriteriet for snestorm overskredet. Det lyder på 10 cm sne på 6 timer og vind over 10 m/s.

Det kraftige snevejr og fygningen gav flere steder i Jylland anledning til store trafikale problemer - og i aftentimerne frarådede Politiet al unødvendig udkørsel i Trekantsområdet ligesom motorvejen ved Kolding var spærret i begge spor, da lastbiler sad fast på den spejlglatte motorvej.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd