Voldsom snestorm lammer Bornholm

Lørdag d. 30. jan. 2010; kl. 07:43 af Danny Høgsholt (opd. d. 30/1 2010; 11:01)

Hård til stormende kuling og snefald fortsætter på Bornholm hele lørdagen - øen er praktisk talt lukket ned.

Efter at store dele af det sydlige og østlige Danmark i går og i nat var præget af snestormslignende tilstande, så tager snestormen for alvor fat på Bornholm i dag.


Al snerydning indstillet
Her ventes dagen igennem kaotiske tilstande som følge af tæt snefald og særdeles kraftig snefygning med op til hård eller sågar stormende kuling fra nord og nordøst. På Hammer Odde har man med 27 m/s ligeledes registreret vindstød af stormstyrke.

Allerede tidligt lørdag morgen valgte Bornholms Kommune at indstille al snerydning på øen, som derfor trafikalt er så godt som lukket ned. Bæltekøretøjer står klar til akutte situationer.

Snerydningen er foreløbigt indstillet indtil i nat kl. 3, og politet fraråder al udkørsel som følge af det usædvanligt hårde vintervejr.


Yderligere op til 10-15 cm sne
Det er et lavtryk over det nordøstlige Tyskland som sørger for den megen sne og den kraftige vind på 'solskinsøen'.

Frem til midnat forventes der at falde yderligere mellem 10 og 15 cm sne på Bornholm, hvor der i forvejen ligger 25-35 cm.

Snestormen på Bornholm i dag bliver efter alt at dømme den kraftigste i flere år og i hvert fald siden 2007, hvor hele den nordøstlige halvdel af landet blev ramt af en heftig snestorm.

Bornholm.nu betegner dog allerede nu snestormen som den kraftigste i 10 år.

Snestormen ventes at kulminere først på eftermiddagen og fra sidst på eftermiddagen forventes snevejret og blæsten gradvist at aftage.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd