4,9° blev det til, da tøvejret kortvarigt satte ind og gav os månedens hidtil højeste temperatur, som vi skal 30 år tilbage for at finde lavere.
En iskold januar måned, der går hen og bliver den koldeste måned i Danmark siden 1987, har onsdag igen skrevet sig ind på de forreste sider i vejrhistoriebøgerne.
Onsdagens kortvarige mildning har nemlig givet os januar måneds hidtil højeste temperatur, da termometeret i eftermiddagstimerne i et kort øjeblik nåede 4,9° i Skagen, da tøvejret satte ind.
Dette kan når januar er gået meget vel vise sig at blive månedens absolut højeste temperatur - og det hører til sjældenhederne, at 'månedens tøvejr' ikke byder på en højere temperatur end 4,9°.
Vi skal således bladre godt i historiebøgerne - og helt tilbage til januar 1980 for at finde en måned, hvor man har haft det ligeså koldt på månedens varmeste dag.
Selv de koldeste vintermåneder kan nemlig byde på mildninger, hvor temperaturen et eller andet sted i landet når et godt stykke over 5°.
I den koldeste januar gennem tiderne i 1942 gav en mildning op til 7,8°, mens vi under den sidste isvinter i 1995/96 i januar måned rundede 7,6°.
Også under isvintrene midt i 80'erne gav korte tøvejr højere temperaturer.
Onsdagens tøvejr er således helt usædvanligt 'svagt' - og kun syv gange før har man i en af vintermånederne oplevet, at temperaturen har holdt sig under de 4,9°, der blev målt i Skagen onsdag eftermiddag.
Senest var i 1980, mens det absolut mest tyndbenede tøvejr satte ind i februar 1947, hvor man ikke kom over 3,0° - i øvrigt i det der er den koldeste måned i dansk vejrhistorie...
