Den østlige del af landet fik onsdag vintervejr med sne og snefygning inden tøvejret slog igennem.
En markant frontzone med sne, der blev efterfulgt af tøvejr, har i løbet af onsdagen bevæget sig ind over landet og har især givet den østlige del af landet rigtigt vintervejr.
Med stedvis kraftigt snefald og op til kuling fra sydvest og deraf følgende kraftig snefygning fik hele den sydlige og østlige del af landet onsdag snestormslignende tilstande - og der er flere steder faldet omkring 5-10 cm sne.
Lavtrykket og fronten, der har givet både sneen og blæsten, har i dagens løb udviklet sig, og og har stedvis givet kraftigt snefald - og med hård vind til kuling fra sydvest, så har der også flere steder været snefygning.
I den østlige og sydlige del af landet har man mange steder haft snestormslignende tilstande i løbet af dagen.
Det kraftige snefald og snefygningen har givet sneglatte veje - og der har på udsatte steder været dannet snedriver.
Vintervejret havde dog et tøvejr lige i hælene. Da fronten passerede ind over landet strømmede lunere luft frem fra vest og sendte temperaturen op på et par graders varme - også i de østlige egne.
Vintervejret gik sidst på eftermiddagen og i aftentimerne også hårdt ud over Bornholm, hvor politiet kl. 18 frarådede al unødig udkørsel på grund af kraftigt snefald og snefygning. En time senere blæste et Cimber-fly af landingsbanen i Rønne under landingen.
Falck måtte i løbet af dagen hjælpe 2.200 bilister, der sad fast i sneen - de fleste af dem i den østlige del af landet.
