Vinterkulden kommer med fornyet styrke

Torsdag d. 21. jan. 2010; kl. 08:30 af Anders Brandt

Hen over weekenden vil vinterkulden nå frem til Danmark med fornyet styrke - og så kan der tilmed komme mere sne.

Mellem et stort højtryk over Rusland og et frontsystem, der nærmer sig Nordsøen vil kold luft fra sydøst og øst de kommende døgn strømme frem mod Danmark og give os temperaturer mellem -3° og -5° i dagtimerne.

I weekenden vil fronterne efterhånden give sne - først i den vestlige del af landet.

En ny portion kulde strømmer fra sydøst og øst frem mod Danmark - og når os allerede imdem for det kommende døgn.

Hen over Polen og De Baltiske Lande er temperaturen faldet til under -10° - og den luft føres nu frem mod Danmark.

Fredag ventes temperaturen i dagtimerne at ligge mellem 3 og 5 graders frost - og det bliver koldest i den sydlige del af landet.

Hen over weekenden fortsætter denne temperaturmæssige fordeling, samtidig med at fronter fra vest nærmer sig landet med sne. Snevejret ventes ind over Jylland i løbet af lørdagen - og kan søndag blive liggende hen over en stor del af landet.

Søndag bliver det tilmed blæsende fra sydøst, så der kan tilmed opstå snefygning.

Det kolde vintervejr ventes at fortsætte til og med starten af næste uge, hvorefter prognosemodellerne har Frøkken Tø til at lette på forklædet.

En eventuel mildning i løbet af næste uge er endnu noget usikker - mere sikkert er det, at vi hen over weekenden får det koldt når vinterkulden atter kommer frem til os med fornyet styrke.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd