Når vinteren for alvor viser sig med langvarig kulde hen over Danmark, så kan de danske farvande fryse til - og vi oplever en isvinter. Det er de seneste 100 år sket 15 gange.
Når vi i Danmark oplever en isvinter sker det typisk i vintre, hvor vi har en langvarig periode med temperaturer under frysepunktet døgnet rundt - og så er der typisk også perioder af længere eller kortere varighed, hvor luft af arktisk oprindelse fra nordøst strømmer ned over landet og giver streng frost.
Når det sker, så kan der dannes is i de danske farvande.
Der er dog ingen klar definition af en isvinter, men når de danske farvande fryser til - og statsisbryderne går i aktion for at assistere skibstrafikken så taler man her i Danmark om en isvinter.
I de seneste 100 år har vi i Danmark oplevet 15 isvintre, der alle har det tilfældes, at de har været præget af koldt vintervejr - og alle danske kulderekorder i de tre vintermåneder december, januar og februar kan man alle finde i år, hvor vi har haft isvinter.
Der har dog været stor forskel på isvintrene. Nogle har været korte - som i 1981/82 og i 1955/56, mens andre først er kommet meget sent - som i 1985/86. Og så er de absolutte sværvægtere inden for isvintrene.
Isvintrene 1939/40 og 1962/63 er med -3,5 grader hen over de tre vintermåneder december, januar og februar de koldeste gennem tiderne - men regner man marts måned med, så er isvinteren 1941/42, der slår alle kulderekorder.
De 15 isvintre har i sagens natur sat sig tungt vinterens kulderekorder. Den koldeste måned i Danmark oplevede vi i februar 1947 med -7,1 grader. Ellers er det isvintrene 1941/42 og 1981/82, der har taget godt for sig af de kolde retter med tilsammen seks endnu bestående danske kulderekorder.
December 1981 blev med -4,0 grader den koldeste gennem tiderne - og med en laveste temperatur på -25,6 grader gav den og den laveste decembertemperatur registereret i Danmark. Januar 1982 bød på -31,2 grader, og det er stadig den laveste temperatur målt her i Danmark.
1942 bød på både den koldeste januar (-6,6 grader) og den koldeste marts (-3,5 grader) gennem tiderne - og i tillæg med -29,0 grader den laveste februartemperatur registreret i Danmark.
I linkboksen herover til højre kan du læse meget mere og i øvrigt se de historiske billeder fra de danske isvintre - gennem tiderne.
Fakta
Isvintre i de seneste 100 år
- 1995-96
- 1986-87
- 1985-86
- 1984-85
- 1981-82
- 1978-79
- 1969-70
- 1962-63
- 1955-56
- 1946-47
- 1941-42
- 1940-41
- 1939-40
- 1928-29
- 1923-24
