Juledag bliver en grå affære hvor julesneen vil regne bort de fleste steder - men kulden vender tilbage frem imod nytår.
Den hvide jul kom lige akkurat i hus, men det er kun nord- og vestpå i landet at man 'dagen derpå' kan beholde den vinterlige nedbør.
Et lavtryk sydfra har i de sene nattetimer sendt et gedigent regnområde op over Danmark fra syd, og Julemorgen regner det mange steder i landet med temperaturer på 2-3 graders varme.
På forsiden af lavtrykket strømmer mild luft frem til de sydlige og østlige egne, mens lidt koldere luft fortsat vil befinde sig i den vestlige og nordlige del af Jylland - og her vil nedbøren i dagens løb antageligt mest falde som slud eller tøsne.
Landet over ventes op imellem 15 og 20 mm nedbør i dag.
Det lidt lunere vejr får dog kun lov til at herske her i weekenden. Allerede i starten af den nye uge vender vinterkulden tilbage med frost og snebyger.
