På trods af lidt mere end et halvt døgn med tøvejr i dele af landet, så fangede NASA's satellit Terra kl. 11.55 lillejuleaftens dag et hvidt og snedækket Danmark.
Hen over store dele af Jylland og Fyn klarede det op - og så kunne man fra 800 km's højde se den snedækkede overflade, der var i hele den del af Danmark som satellitten uhindret kunne se ned på.
Selv langs Jyllands Vestkyst, hvor temperaturen har været oppe på 5 grader ligger der stadig sne.
Snedækket hen over landet lover godt for udsigten til en landsdækkende hvid jul.
