Det bliver en kamp mod både uret og temperaturer over frysepunktet i det kommende døgn, hvis den landsdækkende hvide jul skal i hus.
Tonsvis af sne er i disse timer ved at smelte i den sydlige del af landet, hvor temperaturen siden tirsdag aften har ligget over frysepunktet.
Her drypper det fra tagene, mens snedækket time for time bliver tyndere.
I den nordlige del af Jylland er mildningen ikke slået igennem - endnu.
Især det kommende halve døgn bliver afgørende for, hvor meget sne, der når at smelte og om 90 % af landet juleaften er dækket af mindst 0,5 cm sne, som der skal til for vi kan kalde det en landsdækkende hvid jul.
Her vil temperaturen i store dele af landet stadig kunne ligge over frysepunktet - og enkelte steder kan det endda regne.
Fra i aften ventes temperaturen i store dele af landet at falde til under frysepunktet igen - og en stor del af juleaftensdag vil der fortsat være frostvejr rigtigt mange steder.
I den nordlige del af Jylland samt de steder, hvor der endnu ligger meget sne får man med stor sikkerhed hvid jul. Spørgsmålet er om vi skal have en såkaldt lokal hvids jul eller en landsdækkende hvid jul.
Det afgøres i det kommende halve døgns tid, hvor der flere steder i landet er lagt op til en rigtig hvidjulsgyser.
Den hvide jul afgøres i eftermiddagstimerne juleaftensdag. Hvis 90 % af landet er dækket af 0,5 cm har vi landsdækkende hvid jul.
