Med op til knap en halv meter sne er dele af Fyn onsdag nærmest blevet begravet i sne.
En front med sne har hele onsdagen ligget og bugtet sig fra Sønderjylland over Fyn til Nordsjælland - og den har især været særdeles aktiv hen over Fyn, der er blevet dækket af meget tykt lag sne.
Siden onsdag morgen er det gået værst ud over den vestlige halvdel af Fyn, hvor sneen dagen igennem er dalet ned, og ifølge meldinger fra TV 2|VEJRET's seere er faldet over 40 cm sne.
Mest er der faldet på Vestfyn, men også omkring Odense meldes der om store mængder sne. Meldinger fra Ørsted mellem Odense og Assens beretter onsdag aften om hele 47 cm sne.
Også i dele af Sønderjylland har man fået vinteren at mærke. Flere steder er der her faldet mellem 20 og 25 cm sne.
Resten af aftenen og natten kan der fortsat komme sne i forbindelse med den front, der fortsat vil ligge fra Sønderjylland og op over Fyn - og med de snemængder der er faldet og fortsat kan falde i løbet af onsdagen skal der mere end en almindelig mildning til at smelte den nyfaldne sne inden jul.
Den hvide jul er dermed så godt som sikret i både dele af Sønderjylland og på store dele af Fyn.
