Stormen gav mange skader og strømsvigt

Torsdag d. 19. nov. 2009; kl. 08:42 af Anders Brandt

Stormen, der onsdag ramte Danmark, gav flere steder omfattende skader og enkelte steder gik strømmen.

Under stormvejret onsdag eftermiddag måtte Falck rykke ud til 500 stormskader. De fleste af dem i Jylland og i Hovedstadsområdet. Mange steder væltede træer, mens tagsten og hustage blæste af.

På Djursland kollapsede Rosenholm Slot under stormvejret. I Vejen i Sydjylland væltede en staldbygning i stormen, mens havnen i Esbjerg flere steder stod under vand. Ligeledes i Esbjerg fløj en trampolin med stålstel op i en lystmast.


Politiet: 'Bliv hjemme'
Da stormen i de sene eftermiddagstimerne var værst frarådede Nordsjællands Politi i nogle timer al unødvendig udkørsel, men advarslen kunne midt på aftenen afblæses, da vinden løjede af på Sjælland.

Da var stormen nået til Bornholm, hvor politiet ligeledes frarådede al unødvendig udkørsel.


Strømmen gik
I både Hanstholm og på Bornholm gik strømmen onsdag aften.

På Bornholm var det et væltet træ i Poulsker, der kort efter midnat fik hele øens strømforsyning til forsvinde i tre timer.


Broer lukkede
Også på de store danske broer mærkede man stormen. På den nye Lillebæltsbro væltede en lastbil med sættevogn som følge af den kraftige storm. Derved blev vejbanerne spærret i begge retninger, så broen i flere timer måtte holdes lukket for al trafik.

På Storebæltsbroen frarådede man vindfølsomme køretøjer at passere, og på Øresundsbroen måtte man det meste af eftermiddagen og først på aftenen holde broen lukket for al trafik.

Først var det en forulykket lastbil, der skabte stilstand. Senere blev den dansk-svenske forbindelse lukket som følge af den kraftige vind, der rasede af sted med hastigheder på 29 m/s. Broen blev først ved 21-tiden atter genåbnet for trafik.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd