Med temperaturer over 30 grader blev der onsdag sat ny tysk varmerekord for oktober.
I store dele af Mellemeuropa fik man onsdag sent sommervejr, da temeperaturerne udbredt steg til over 25° - og enkelte steder rundede man endda 30°.
Det var ekstrem varme, der onsdag fra Nordafrika og Middelhavet strømmede op over Mellemeuropa - og gav i Tyskland ny varmerekord - og i Østrig målte man de højeste temperaturer i oktober måned i mere end 50 år.
Den varme luft sendte i Sydtyskland enkelte steder temperaturen op over 30°. Varmest blev det i Mullheim, der ligger i Rhindalen tæt på grænsen til både Schweiz og Frankrig. Her nåede temperaturen hele 30,9°, der akkurat sender onsdagens sommervarme op på højder, der ikke tidligere er målt i Tyskland i oktober måned.
Den tyske oktoberrekord på 30,8° målt i Freiburg den 3. oktober 1985 blev dermed slået.
Også i Østrig oplevede man en sjælden varm oktoberdag. I Zwerndorf nær Wien nåede temperaturen onsdag op på 28,6° - og flere steder målte man de højeste oktobertemperaturer gennem tiderne.
I Groß Enzersdorf ved Wien var de 28,5° man målte her den højeste temperatur målt ved denne station i hele 73 år - og i Wien har man med 27,4° ikke haft det varmere i 44 år.
Den Østrigske varmerekord på 30,1° fra oktober 1956 blev dog ikke slået i denne omgang.
Den ekstreme oktobervarme nåede helt op til Berlin, hvor man med 22,6° ikke var langt fra den 101 år gamle varmerekord på 23,4°.
