Den sene septembervarme kulminerede søndag med op til 23° på Sjælland.
Med 23,2° i Køge gik søndagen hen og blev en ganske varm affære. Udbredt nåede temperaturen over 20°, og på Sjælland målte man flere steder 22° i den varme søndenvind.
Men det sensommerlige vejr synger på sidste vers, og med meget stor sikkerhed kommer vi i resten af året ikke til at opleve varmere dage end hvad tilfældet var i dag.
Den koldfront, som i dag har givet flere skyer og en smule regn i Jylland, bevæger sig i aften igennem landet og efterfølges i den kommende uge af køligere og mere ustadigt vejr.
Selvom varmerekorden for oktober lyder på 24,1° så må man betegne det som overvejende sandsynligt, at temperaturen resten af året ikke når over de 23,2° som blev målt i Køge søndag.
Den normale gennemsnitlige dagtemperatur i september lyder på 16,4°.
