Sommeren 2009 blev varm, våd og solrig

Onsdag d. 2. sep. 2009; kl. 12:52 af Anders Brandt

Sommeren 2009 bød på lidt mere af det hele. De tre sommermåneder blev som helhed både varmere, med mere sol og mere regn end i en normal dansk sommer.

Temperaturmæssigt endte sommeren 2009 med en middeltemperatur på 16,2°, der er 1° varmere end normalt. Der faldt på landsplan 217 mm regn mod normalt 188 mm - og solen skinnede i 700 timer, der er hele 109 timer mere end normalen for de tre sommermåneder juni, juli og august.


Kraftigt regnvejr ramte landet midt i juni
Juni måned blev som den eneste af sommermånederne køligere end normalt.

Den lagde ellers ud med sommerligt vejr - men hurtigt strømmede køligere luft ind over landet og gav os to uger med køligt og ustadigt sommervejr.

Om morgenen den 6. juni fik vi sommerens laveste temperatur, da temperaturen faldt til 0,2° i Isenvad i Midtjylland, der i øvrigt er den laveste junitemperatur målt i Danmark i 9 år.

Den 11. og 12. juni blev store dele af landet ramt et kraftigt regnvejr, der også gav vindstød af stormstyrke i Nordsjælland. Det var et lavtryk, der fra sydvest passerede gennem Danmark og hen over to døgn gav over 160 mm regn i Nordsjælland.

Det kølige og ustadige vejr fortsatte frem mod Sankt Hans, hvorefter sommeren atter nåede Danmark. Sommervarmen nåede at varme badevandet så meget op, at vi den 30. juni fik den tidligste badedag i TV 2|VEJRET's BadevandsPatruljes 14-årige historie.


Juli gav varmebølge, regn og blæst
Juli måned startede, hvor juni slap med sommervejr hen over Danmark. I den første uge er vejret præget af en regulær varmebølge med temperaturer tæt på 30° - og i denne perioder oplever festivalgæsterne i Roskilde den varmeste festival i 33 år.

Også nætterne er varme - og den 4. juli får vi sommerens første og sidste tropenat, da man flere steder i landet ikke når under 20°. Varmest bliver det Anholt, hvor man i sommernatten ikke kommer under 21,0°.

Herefter har vi en kølig periode frem til midt på måneden, hvor varme kortvarigt strømmer op over landet efterfulgt af flere kraftige regnvejr, der også er med torden.

På månedens næstsidste dag rammer et kraftigt blæsevejr især den nordvestlige del af Jylland, hvor man den 30. juli for stormende kuling med vindstød af stærk storm.


August bød på sommervejr, kraftige byger og sommerens varmeste dag
August måned begyndte med overvejende tørt og solrigt sommervejr. Sommervarmen kulminerer i weekenden den 8. og 9. august, hvor der i Jylland dannes kraftige tordenbyger, som stedvis giver skybrud.

Den 10. august fortsætter bygerne i Jylland - og i Aalborg ødelægger en skypumpe flere huse og kaster rundt med en campingvogn og flere havetrampoliner.

Efter nogle dage med ustadigt sommervejr strømmer meget varm luft den 20. august frem mod Danmark fra syd. I Store Jyndevad i Sønderjylland når temperaturen 32,7°, der bliver sommerens højeste temperatur - og i øvrigt den højeste augusttemperatur i 8 år.

JuniJuliAugustSommeren 2009
Temperatur13,9° (14,3°)17,2° (15,6°)17,4° (15,7°)16,2° (15,2°)
Nedbør64 mm (55 mm)86 mm (66 mm)68 mm (67 mm)217 mm (188 mm)
Solskinstimer280 (209)220 (196)200 (186)700 (591)
Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.