Det kraftige regnvejr, der passerede op over Danmark først på lørdagen, gav lokalt helt op til 50 mm regn.
Selvom det varslede skybrud mestendels gik uden om landet fredag aften og nat, så slap Danmark alligevel ikke helt for store nedbørmængder.
I forbindelse med det kraftige regnvejr, der passerede op over den centrale del af landet fra sydøst mod nordvest lørdag formiddag og først på eftermiddagen, faldt der lokalt meget store mængder nedbør.
50 mm regn på 3 timer
I Abed på Lolland fik man således intet mindre end 50 mm regn på blot 3 timer fra kl. 8 til kl. 11 lørdag formiddag.
Også andre steder var regnen kraftig. I Ødum i Østjylland faldt 21 mm regn på omkring halvanden time fra kl. 11.00 til kl. 12.30 og også i Århus fik man den kraftige regn af mærke.
Faldt meget lokalt
Helt som forventet faldt den meget regn yderst lokalt, og nogle steder har man knapt nok fået regn.
I Borris i Vestjylland har man fra fredag middag blot set 0,9 mm regn falde fra himlen, og også i Køge har man med 2,5 mm fra fredag aften ikke fået blødt jorden igennem.
Generelt set ud over landet faldt der de fleste steder et sted mellem 5 og 20 mm regn.
Der kan resten af lørdag fortsat komme nogen regn i især de nordlige egne.
