Fredag bredte kraftige tordenbyger sig ind over Danmark - og de har været med både hagl og torden.
Fra de tidlige morgentimer har kraftige byger med torden fra Nordsøen bevæget sig ind over store dele af Jylland - og herfra videre mod øst til Fyn og Sjælland.
Tordenbygerne har givet 2.600 lynnedslag
Området med byger nåede først på morgen Jyllands Vestkyst, og bevægede sig herfra videre mod øst ind over store dele af Jylland.
I takt med, at bygerne nåede ind over Jylland udviklede de sig, og udgjorde allerede tidligt fredag formiddag en markant linie med kraftige tordenbyger tværs ned gennem Jylland, der i dagens løb som en regulær tordenfront bevægede sig videre mod øst med stedvis kraftigt haglvejr, torden, vindstød af kulingstyrke og skybrudsagtig regn.
Fra Jylland bedvægede tordenvejret sig til både Fyn og den nordlige del af Sjælland.
I forbindelse med tordenbygerne oplevede man mange steder i landet, at der foran tordenfronten blev dannet en imponerende gustfront (se billedet øverst).
Tordenvejret har indtil kl. 15 givet anledning til ca. 2.600 lynnedslag hen over Jylland, Fyn, og den nordlige del af Sjælland.
Hvor bygerne har været kraftigst er der på kort tid faldet ca. 10 mm. I Midtjylland er der i Foulum målt 13,0 mm regn, mens man i Odense har fået 10,4 mm regn.
I forbindelse medd bygerne har der også været kraftige vindstød, som flere steder har været oppe på hård kuling.
En kold fornøjelse
Bygerne har også blive en kold og langt fra sommerlig fornøjelse de steder de er passeret forbi. Mens bygerne stod på faldt temperaturen flere steder i landet med 6-7 grader.
Det skete blandt andet i Nordsjælland, hvor man før bygerne kom var oppe at runde 17 grader. De bygerne passerede faldt temperaturen brat til kun 10 grader.
Det store temperaturfald skyldes dels, at kold luft er hevet med den kraftige nedbør ned gennem bygen - og at der afgives store mængder varme til fordampning når den kraftige regn falder ned gennem den relativt tørre luft nær jordoverfladen.
Dannet i iskold grønlandsk polarluft
De kraftige byger er dannet i forbindelse med kold luft i højden, der fredag passerer ind over Danmark - og det er oprindelig grønlandsk polarkulde, der strømmer ind over Danmark.
Den kolde luft blev først på ugen 'revet' løs ved Sydvestgrønland - og har herfra i stor højde bevæget sig mod vest. Den kolde luft har givet anledning til dannelse af et såkaldt kuldetrug, der fredag strækker sig hele vejen fra Norskehavet og herfra ned gennem Nordsøen til Nordvestfrankrig.
I ca. 5 kilometers højde er temperaturen hen over Nordsøen -25 grader og det giver en så stor temperaturforskel mellem overfladen (der hen over Nordsøen er ca. 13-14 grader og hen over land er 15-16 grader), at luften bliver instabil og fra overfladen uhindret kan stige til vejrs.
Bedste betingelser for det, er der på østsiden af kuldetrugets nord-syd-gående akse - og det er også netop her den kraftige linie med byger fredag blev dannet.
Her har luften uhindret kunne stige gennem den kolde grønlandske polarluft op til 7-8 kilometers højde, hvor temperaturen ligger omkring -45 grader.
Bygelinien, der fredag formiddag blev dannet tværs ned gennem Jylland minder i sin struktur meget om en såkaldt squalline, der kan give anledning til meget kraftige tordenvejr - og så sandelig også har gjort det hen over store dele af landet.
