Fra torsdag morgen og indtil sent fredag eftermiddag har et kraftigt og langvarigt regnvejr ligget hen over Danmark og stedvis givet over 100 mm regn.
Dette kraftige regnvejr kom i forbindelse med et lavtryk, der fra sydvest passerede syd om Danmark og under fortsat udvikling passerede op over Østersøen til Sydsverige.
Lavtrykket lå onsdag med et tryk på 1005 hPa over Nordvestfrankrig, hvor kold luft i højden fra Norskehavet til Den Engelske Kanal i et trug skyder mod vest, mens varm luft fra Sydvesteuropa skyder frem mod Beneluxlandene.
På denne grænsen mellem den kolde oprindelige polarluft mod nord og den varme og fugtige luft i syd udvikler lavtrykket sig og bevæger sig mod nordøst og når torsdag morgen frem til Nordtyskland med lufttryk på 1002 hPa, mens lavtrykkets varmfront presses op over Danmark af den varme og fugtige luft, der nu skyder frem fra syd og sydøst.
Varmfronten når op over Sønderjylland i morgentimerne og giver relativt kraftigt regnvejr.
Mens lavtrykket uddybes yderligere i løbet af torsdagen skyder koldluften fra Nordsøen ned over Nordvesttyskland og hen over den sydlige del af Danmark opstår en okkluderet front, der fortsat giver Sønderjylland og Fyn regnvejr.
I aftentimerne fortsætter lavtrykket op over Østersøen og frontzonen rykket med mod øst og det kraftige regnvejr sætter ind hen over den østlige del af landet. Samtidig frisker vinden op fra nordvest og vest hen over Østersøen og ned gennem Kattegat.
I løbet af natten til fredag overløber den kolde luft den sydvestlige del af landet og fortsætter ned over Nordtyskland - og ved midnatstid finder man okklusionspunktet, hvor koldfronten indhenter varmfronten, hen over Sjælland. Okklusionspunktet er typisk det mest vejraktive sted på en frontzone - og det er også i forbindelse med det, at den kraftigste regn falder.
Fronten ligger midt på natten fra hen over Østersøen og herfra videre op over Sjælland, Kattegat og Nordøstjylland.
Samtidig er den varme luft fra Østeuropa begyndt at skyde op over Sverige og herfra videre ind over Danmark - nord om lavtrykket, der fortsat udvikler sig. På vestsiden af lavtrykkets kerne, der nu har et lufttryk på 1000 hPa dannes der i nattetimerne et kraftigt vindfelt, der blandt andet giver vindstød af stærk storm på Sjællands Nordkyst.
I takt med koldluften bevæger sig videre mod syd okkluderer fronten hen over stort set hele det område, den ligger igennem hen over den østlige del af Danmark, og da varmluften nu indfinder sig nord for lavtrykket, bevæger lavtrykket sig nu kun lidt mod øst og samtidig begynder fronten at 'bakke'.
Der dannes en 'back-bent-okklusion' eller en bagudbøjet okklusion, hvor tilførsel af varm og fugtig luft i højden sørger for, at den er meget vejraktiv med fortsat store mængder regn.
Denne frontzone bevæger sig kun langsomt mod vest og ligger stort set hele fredagen hen over Vendsyssel og Kattegat og videre ned over store dele af Sjælland og herfra videre til Bornholm.
Først fredag eftermiddag begynder lavtrykket langsomt at fyldes op, da det når et lufttryk på 997 hPa, og nedbørintensiteten langs frontzonen aftager gradvist.
Inden da har et lavtryk, der relativt langsomt passerede tæt på Danmark med en frontzone, der lå hen over dele af Danmark i mere end et døgn givet dele af landet op til 100 mm regn.
