Det seneste døgns kraftige regnvejr har hen over den nordlige del af Sjælland givet så meget regn, at det stedvis svarer til det dobbelte af, hvad der normalt falder i løbet af hele juni måned.
På landsplan falder der i løbet af juni måned normalt 55 mm regn - og det er der faldet flere steder inden for det seneste døgn i hele den østlige og nordlige del af landet.
I Hillerød faldt der ifølge DMI 112,8 mm på 24 timer indtil fredag morgen kl. 8. Det er mere end dobbelt så meget nedbør på et døgn, som der normalt falder i løbet af en hel juni måned.
De 112,8 mm svarer i øvrigt til 60 % af en hel sommers normalnedbør.
Nedbøren faldt dog meget ulige fordelt hen over landet - og ifølge DMI er der indtil fredag morgen 'blot' faldet 25,4 mm på landsplan.
