Det seneste døgn har budt på ustadigt sommervejr med store mængder regn og torden.
Et lavtryk, der fra sydvest er passeret op over Danmark har fra tirsdag middag og frem til onsdag morgen givet store dele af landet regn. Nogle steder er der faldet over 30 mm - og i Sønderjylland og på Bornholm fik man tirsdag aften kraftige tordenbyger forbi.
Torden i Sønderjylland og på Bornholm
Fra tirsdag middag begyndte et regnvejr at trække op over landet fra syd med udbredt regn. Da det var passeret strømmede instabil luft fra sydvest op over Danmark med byger.
Bygerne udviklede sig dels nær Bornholm - og hen over Sønderjylland. Begge steder fik man tirsdag aften relativt kraftige tordenvejr.
Bygerne over Sønderjylland fortsatte op gennem resten af Jylland, mens tordenen døede noget ud. Der var dog stadig masser af vand i bygerne, der stedvis gav over 30 mm regn i aften- og nattetimerne.
Over 30 mm regn
I forbindelse med tordenbygerne i Sønderjylland melder flere af TV 2|VEJRET's seere i Sønderborg-området om op til 20 mm regn, mens man noget længere mod nord ifølge en officiel målestation fik over 30 mm.
I Silstrup i den sydlige del af Thy faldt der fra tirsdag aften og frem til onsdag morgen 32,6 mm regn.
Resten af onsdagen kan der stadig komme byger - og især i den nordlige del af landet, hvor de stedvis kan blive kraftige og være med torden.
