Et tordenvejr som var gået i sig selv vågnede op til dåd hen over Hovedstadsområdet natten til onsdag.
Der er sikkert mange i Hovedstadsområdet, der i nat er vågnet op til lyn og torden - og selv om det sidste man gjorde inden man gik i seng var at tjekke vejret - så har det for de flestes vedkommende nok været lidt overraskende.
Tordenvejret vågnede op til dåd
For nogle timer for inden var tordenvejret gået i sig selv over Sønderjylland efter man her i de sene aftentimer havde fået et område med tordenbyger op fra sydvest.
Tordenvejret bevægede sig op over dele af Sønderjylland, hvor det løbet af aftenen gav anledning til kraftig regn og torden, men inden midnat var tordenvejret stort set gået i sig selv - og kun et kraftigt regnvejr var tilbage.
Det passerede videre mod nordøst - og hen over den østlige del af Sjælland vågnede området med den kraftige regn atter op til dåd med flere hundrede lynnedslag og mere end 20 mm regn på kort tid.
Skybrud
Ifølge DMI faldt der midt i København 21,6 mm regn, hvoraf de 20,9 mm faldt på blot en halv time.
Dermed blev grænsen for, hvornår der er tale om skybrud overskredet. Man taler om skybrud når der falder over 15 mm på 30 minutter.
Flere steder i København og i Nordsjælland meldtes der onsdag morgen om store mængder vand på veje og i kældre.
Forklaringen på nattens relativt kraftige tordenvejr over Hovedstadsområdet skal vi nogle kilometer op i atmosfæren for at finde.
Tordenbygerne, der nåede frem til Sønderjylland var dannet nede over Holland og Tyskland i en relativ varm og fugtig luftmasse, der strømmede op fra syd. Tordenvejret gik i sig selv de sene aftentimer, da den kraftigste konvektion, der holder liv i tordenvejret svækkedes.
Kulde i højden
Først på natten skete der dog fortsat noget i de højere luftlag. Et område med kold luft i højden - et såkaldt kuldetrug - udviklede sig og lå sidst på natten hen over den østlige del af Danmark.
Kortet her til højre viser temperaturen i ca. 5 km's højde - og den sorte linie markerer en temperatur på -25 grader. Den slår et lille knæk over de østlige egne.
På forsiden af dette knæk er der tendens til opstigende luft og samtidig betyder den kolde luftmasse i højden, at luften derunder bliver mere ustabil.
Varm luft strømmede frem i lavere højde
Den kombination sammenholdt med, at lidt varmere luft i ca. 1,5 km's højde i nattetimerne fra det østlige Tyskland skød op over Østdanmark satte gang i ny aktivitet i området med kraftige regnbyger. Dette varmefremstød ses på temperaturkortet til højre.
Bygerne udviklede sig således i en linie hen over det område, hvor både kuldetruget i 5 km's højde og den varme luft fra syd samtidig skød frem.
Det skete hen over den østlige del af Sjælland og gav således både kraftig regn og et regulært tordenuvejr - og måske også anledning til at der i Hovedstadsområdet blev brygget en enkelt kande tordenkaffe eller to.
