Store Bededag blev præget af både sol, regn, torden og kraftige vindstød - mere end 2000 lyn lyste himlen op i og omkring Danmark.
Op til 21° på Bornholm
Det var ret varm luft der på forsiden af en koldfront St. Bededag strømmede op over især den østlige del af landet. Ved Hammer Odde på Bornholm kunne man i eftermiddagstimerne således måle 21,0° og i Gilleleje i Nordsjælland ramte termometeret 19,9° mens det var noget køligere længere mod vest.
På grænsen til den køligere luft dannedes i dagens løb flere områder med regn- og tordenbyger. Det første løb løb fra Sydjylland op over Fyn og det sydlige Kattegat i formiddagstimerne. Askov i Sydjylland fik 7,7 mm regn på blot et par timer.
Dernæst klarede det op med nogen sol flere steder, inden et nyt område med regn og tildels torden trak op over den sydlige og østlige del af landet.
Fra vindstille til kuling på en halv time
Under passagen opstod der mange steder i den sydlige del af landet kortvarigt kraftige vinde. På Langø vest for Lolland tiltog vinden omkring kl. 21 fra stille (0 m/s) til kuling (17 m/s) på mindre end en halv time, inden vinden igen langsomt aftog.
Også vindstødene var kraftige. Flere steder nåede man stormende kuling, og ved Drogden Fyr blæste et vindstød vindmåleren op på 28 m/s - og det er stormstyrke.
Over 15 mm hvor det blev vådest
Regn- og tordenbygerne gav lokalt ret store mængder regn. I Skrydstrup fik man i dagens løb 16,8 mm regn og Askov nåede 13,2 mm. På Øerne holdt man sig generelt på 5-10 mm regn.
I alt lyste mere end 2000 lyn himlen op i og omkring Dammark på Store Bededag. Omtrent cirka halvdelen menes at have slået gnister over dansk område.
