Det varme aprilvejr gav mandag tordenbyger i Nordjylland og på Østsjælland.
Relativ varm luft strømmede mandag op over Danmark fra syd, og selv om det kun er forår, så fik man i den østlige del af landet næsten sommerligt vejr med temperaturer over 20 grader - og det hele endte med et tordenvejr.
På grænsen til den varme luft svingede en koldfront ind over Danmark og gav i en linie fra Vendsyssel i nord og ned over Kattegat til det østlige Sjælland og videre mod syd til Falster anledning til byger, som i det nordlige Vendsysel og på Østsjælland var med torden.
I Vendsyssel fik man bygerne sidst på eftermiddagen og først på aftenen - mens et område langs fronten mandag aften udviklede sig over Lolland/Falster og Sydøstsjælland, hvorfra det trak op over Hovedstadsområdet med torden - og lidt tiltrængt regn.
Tordenvejret har indtil kl. 22 givet ca. 100 lynnedslag over dansk område, og i Skagen faldt der i forbindelse med tordenbygerne 4,6 mm regn på under en time.
