Flere steder i den nordlige del af Jylland blev gader og stræder hvide, da nedbøren søndag aften faldt som sne.
En front passerede søndag op over Danmark fra sydvest og gav relativt kraftig nedbør. I det meste af landet faldt den som regn, men i dele af Jylland gik nedbøren over i slud - og sågar sne.
I et område fra Himmerland til den sydligste del af Vendsyssel faldt nedbøren søndag aften som sne - og som det ses på billedet ovenfor fra Aalborg nåede det at blive hvidt på veje, fortove, hustage og buske.
Flere af TV 2|VEJRETs seere i dette område beretter om op til et par centimeter sne.
Allerede i aften og i nat kan man igen få sig en lille hvid 'overraskelse' når et nyt nedbørområde bevæger sig op over landet. Nedbøren kan begynde som slud eller sne.
