De kraftigste snestorme - i nyere tid

Mandag d. 29. dec. 2009; kl. 11:52 af Anders Brandt

I de seneste 30 år er Danmark i flere vintre blevet ramt af snestorme. De kraftigste af dem har med store mængder sne og snefygning lukket dele af landet - og ser man tilbage, så vil tre af disse snestorme stå som de kraftigste i nyere tid.

Århundredets snestorm omkring nytåret 1978/79 er uden tvivl den voldsomste og mest langvarige vi har oplevet - men også i februar 1996, hvor den sydlige del af landet blev begravet i sne, og i senest i februar 2007, hvor det især var de nordlige og østlige egne, der blev ramt af store mængder sne og snefygning er nogle af de kraftigste snetorme i Danmark i nyere tid.


Snestormen omkring nytåret 1978/79

Den 28. december 1978 begyndte en fire dag lang snestorm, da det ene lavtryk efter det andet bevægede sig lige syd om Danmark.

Især den sydlige del af Landet blev omkring nytåret 1978/79 hårdt ramt, og på Lolland og Falster går snestormen stadig under navnet Vinterkrigen.

Der faldt i løbet af en uge op imod en meter sne, der på grund af den kraftige vind dannede enorme snedriver på op til 4 meters højde, der umuliggjorde al trafik i store dele af landet omkring Nytåret 1978/79.

I dagene omkring årsskiftet var direkte livsfarligt at bevæge sig uden døre - og flere steder gav det sig selv, da man ganske enkelt ikke kunne komme ud på grund af snemængderne.

Snestormen omkring nytåret 1978/79 går for at være århundredets snestorm. Og i de sydlige egne har man udent vivl ikke oplevet noget lignede i mere end 100 år.


Snestormen i februar 1996

Den 18. februar 1996 blev Danmark ramt af en kraftig snestorm, som især ramte de sydlige egne.

Et kraftigt lavtryk, der relativt langsomt bevægede sig fra Nordsøen og videre sydvest om Danmark til Nordtyskland, hvorefter det bevægede sig videre mød øst - syd om Danmark gav snestormen.

På øst- og nordsiden af lavtrykket sneede det kraftigt - og den kraftige blæst og to døgn med snefald lukkede hele den sydlige del af landet helt ned.

Det kraftige snevejr ramte landet i en weekend. Snestormen begyndte den 18. februar og varede helt frem til den 19. februar om aftenen.

Selv langt op ad den 20. februar var store dele af landet 'lukket' efter det kraftige snefald og det blæsende vejr.

Snestormen ramte især de sydlige egne. Og i en periode måtte den dansk-tyske grænse lukkes.

På den østjyske- og sønderjyske motorvej sad flere hundrede mennesker fast i sneen. Og det varede flere dage inden alle veje i den sydlige del af landet atter var farbare.


Snestormen i februar 2007

Den nordlige og østlige del af Danmark blev fra natten til den 21. februar 2007 og helt frem til den 24. februar ramt af en kraftig snestorm.

Et lavtryk passerede fra nordvest ned gennem landet og delte Danmark i to. I hele den nordlige og østlige del af landet fik man i lidt over et døgn kraftigt snefald og fygning.

Snestormen startede natten til onsdag den 21. februar i Vendsyssel og bredte sig hurtigt til hele den nordlige og østlige del af af landet, hvor den kulminerede i løbet af den 21. februar og natten til den 22. februar med op til 40-50 cm sne og meterhøje snedriver forårsaget af kraftig snefygning, der gav store trafikale problemer.

Blæsende vejr i de efterfølgende dage gav kraftig fygning og først den 24. februar var der bedring i vejret.

Snestormen overgik i den nordlige del af landet både snestormen i 78/79 og 1996 - og var i denne del af landet en af de kraftigste gennem tiderne.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.