Store dele af Danmark blev lørdag ramt af blæsende vejr med vindstød af stormstyrke. Mest blæsende blev det i Nordvestjylland, hvor man fik storm i middelvinden med vindstød af orkanstyrke.
Julebelysning og juletræer rundt om i landet kom på en hård prøve lørdag, da den kraftige blæst ramte landet. Voldsomst er det gået til i Hanstholm i Nordvestjylland, hvor man har haft middelvinde på 27 m/s eller hvad der svarer til fuld storm og vindstød af orkanstyrke.
Stormlavtryk nord om Danmark
Blæsten skyldes et stormlavtryk som under nogen svækkelse lørdag har bevæget sig frem mod Vestnorge og som fortsætter frem til De Svenske Søer - lige nord om Danmark.
På lavtrykkets vestside blæste med storm ned igennem Nordsøen, og det vindfelt ramte lørdag eftermiddag det vestlige og nordlige Jylland. Den kraftige blæst bevæger sig i aftenens løb mod øst.
Storm i Nordvestjylland med orkan i vindstødene
I hele den nordlige og østlige del af landet har man lørdag haft en overordentlig blæsende dag. Ved kysterne har man de fleste steder haft stormende kuling med vindstød af stærk storm - og inde over land har man mange steder haft vindstød af stormstyrke.
Mest har det blæst i Hanstholm, hvor vinden i eftermiddagstimerne nåede op på fuld storm, da der blev målt middelvinde på 27 m/s. I Hanstholm nåede et vindstød op på hele 34 m/s - og nåede dermed over grænsen for orkan.
Også inde i landet har blæsten været kraftig. Således har man i Aalborg haft hård kuling i middelvinden med vindstød af stærk storm (29 m/s).
I den sydlige del af landet gik man fri af den værste blæst. Her nåede vindstødene kun eneklete steder op på stormstyrke.
Falck måtte rykke ud til stormskader
Det blæsende vejr satte juletræer og julebelysning på en hård prøve - og gav også flere stormskader.
Falck meldte lørdag eftermiddag om i alt 50 skader, og de fleste blev registreret i Nordjylland. Flere steder i landet blev der meldt om løse tagsten, og i Aalborg væltede et stillads.
Allerede blæsende lørdag formiddag
Det blæsende vejr begyndte allerede lørdag morgen, hvor man ved Vestkysten hurtigt nåede op på stormende kuling med vindstød af stærk storm.
Vinden kulminerede i Nordjylland i eftermiddagstimerne med storm i Hanstholm - og det kraftige vindfelt er nu rykket mod øst.
I aftentimerne får de østlige egne det således fortsat blæsende - og man vil mange steder kunne opleve op til hård kuling, og selv inde over land vil vindstødene fortsat kunne nå stormstyrke.
I løbet af natten forventes vinden at være aftaget i hele landet.
Den anden storm
Det er anden gang i løbet af dette efterår og starten på vinteren, at vi har haft storm i Danmark.
Sidst vi oplevede middelvinde af stormstyrke var den 5. oktober, da man både i Skagen og Frederikshavn nåede over 25 m/s. Dengang toppede Frederikshavn med 27 m/s og vindstød på 32 m/s.
Fakta
Højeste middelvinde og vindstød den 20/12 2008
Middelvind
Hanstholm: 27 m/s
Silstrup: 24 m/s
Anholt: 23 m/s
Thorsminde: 22 m/s
Hirthals: 22 m/s
Thyborøn: 22 m/s
Røsnæs: 22 m/s
Gniben: 22 m/s
Vindstød
Hanstholm: 34 m/s
Hals: 32 m/s
Sletterhage: 30 m/s
Gniben: 30 m/s
Thyborøn: 29 m/s
Hirtshals: 29 m/s
Aalborg: 29 m/s
Thorsminde: 28 m/s
Anholt: 28 m/s
Tirstrup: 28 m/s
Kategori
Stormende kuling: >20,8 m/s
Storm: >24,5 m/s
Stærk storm: >28,5 m/s
Orkan: >32,6 m/s
Kilde: DMI
