Et lavtryk, der bevægede sig op over Østersøen fra syd gav tirsdag den østlige del af landet en overordentlig våd decemberdag.
Det lavtryk, der tirsdag gav højvande i Venedig og sne i Østrig tog tirsdag turen videre op over Østersøen med masser af regn til den østlige del af landet.
Flere steder på Sjælland, Lolland og Falster regnede det stort set hele dagen og generelt nåede der i løbet af tirsdagen at falde mellem 15 og 25 mm regn.
Mest faldt der i den nordlige del af Sjælland, hvor man i Sjælsmark fra natten til tirsdag og frem til tirsdag aften ifølge DMI fik hele 35,5 mm regn.
Lavtrykket gav også anledning til blæsende vejr på Bornholm, hvor man i eftermiddagstimerne med 19 m/s nåede hård kuling.
