Novembervejret i tal

Lørdag d. 1. nov. 2008; kl. 11:26 af Danny Høgsholt

Vi er nu gået ind i den sidste af de tre efterårsmåneder, november. Det er måneden hvor vinteren for alvor begynder at røre på sig, og hvor vi oftest oplever det første snefald.

Vi kigger her på hvad vi normalt kan forvente os af november måned.


4,7° i gennemsnit
Med en middeltemperatur, der normalt - set over en årrække - ligger på 4,7° er november årets 5. koldeste måned - overgået af de tre vintermåneder og marts. Dagtemperaturen ligger i gennemsnit på 7,0° mens man om natten kan forvente 2,3° set over landet som helhed.


Årets vådeste måned
Henover måneden falder der normalt 79 mm nedbør fordelt over 18 dage, og det gør november til årets vådeste måned - hvor vi altså kan forvente nedbør mere end hver anden dag.

Samtidig kan vi kun forvente omkring 54 timers solskin eller hvad deres svarer til mindre end 2 timer dagligt.


Normalt med første snefald
At november er døren til vinteren bør ikke komme bag på ret mange - det er nemlig den måned hvor vi i Danmark normalt oplever vinterens første første snefald.

I fjor kom det første drys sne den 10. november efter at landet dagen før var blevet ramt af en decideret efterårsstorm, og i 2006 skete det allerede den 1. november hvor et op til 5 cm tykt snedække lagde sig over primært Østjylland - ligeledes efter en storm, som nok mestendels huskes for de voldsomme vandstandsstigninger og oversvømmelser i de indre danske farvande.

Paradoksalt nok faldt den tidlige sne i 2006 i en november, der gik hen og blev den varmeste nogensinde registreret (8,1°).

På trods af at november normalt er måneden med vinterens første snefald, så har der i.fl. DMI været sne i luften så tidligt som den 25. oktober. Det skete både i 2003 og i 1997, men kun i sidstnævnte år gav sneen anledning til at landskabet nogle steder blev klædt i hvidt.

Middeltemp.4,7°
Dagtemp.7,0°
Nattemp.2,3°
Absolut max.18,5°
Absolut min._21,3°
Nedbørdøgn (>0,1 mm)18
Nedbørdøgn (>10 mm)2
Frostdøgn (min. < 0°)7,3
Isdøgn (max. < 0°)0,6
Døgn med sne2,3
Døgn med torden0,3
Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.