I den østlige del af landet har man haft en kold oktoberdag med temperaturer mellem 4 og 6 grader. I København er det den koldeste 30. oktober i 29 år.
Det har i store dele af landet været en råkold oktoberdag, hvor kold luft fra nord og nordøst er strømmet ned over landet og har holdt temperaturen nede på 4-6 grader, hvor det har været koldest.
Koldest har det midt på dagen været på dele af Sjælland, hvor termometerene nåede at vise temperaturer lige over 4 grader. Det skete i Sjælsmark i Nordsjælland og i Roskilde.
Laveste dagtemperatur siden 1979
Har man gået og syntes det har været koldt, så er det med rette, for så lave dagtemperaturer er ikke hverdagskost - selv her sidst i oktober.
Det vidner 134 års daglige temperaturmålinger fra Landbohøjskolen om. Vi har kigget dybt i DMI's vejrarkiver og med en maximumtemperatur på 6,0 grader ved Landbohøjskolen i København den 30. oktober 2008, så skal vi helt tilbage til 1979 for at finde en lavere dagtemperatur målt den 30. oktober. Dengang nåede temperaturen ikke over 5,9 grader.
Den 30. oktober 2008 blev med en temperatur, der ikke nåede højere op end 6,0 grader, således den koldeste i København i 29 år.
Alle tiders koldeste 30. oktober i København var tilbage i 1880, da temperaturen midt på dagen ikke nåede over 2,5 grader.
Dagens 6,0 grader i København gør i øvrigt dagen til den koldeste oktoberdag i 5 år. Den 24. oktober 2003, i den i øvrigt meget kolde oktober 2003, nåede maximumtemperaturen ved Landbohøjskole ikke over 2,1 grader.
