Kraftige byger over Danmark

Torsdag d. 16. okt. 2008; kl. 08:54 af Danny Høgsholt (opd. d. 16/10 2008; 18:30)

Kraftige byger har præget vejret over Danmark hele torsdagen. De har været med både hagl og torden og fortsætter i aftentimerne.

På bagsiden af den frontbølge som passerede landet i aftes og i nat strømmede kold luft i dag, især i de højere luftlag, ind over Danmark fra vest. Det gav anledning til en hel del byger, som var med både hagl og torden.

Allerede i morgentimerne ankom de første byger til Vestkysten og i formiddagstimerne gik det især ud over Jylland, hvor man fik kraftige byger, der enkelte steder var med torden og hagl.


Bygerne gav op til 12 mm regn
I eftermiddag bredte bygerne sig til de østlige egne. Bygerne fortsætter i aften og kan oggså fortsat være kraftige og lokalt med både hagl og torden.

Allerede midt på eftermiddagen var der faldet en nogen regn flere steder. Mest har man fået i St. Jyndevad tæt på grænsen hvor der i forbindelse med bygerne frem til torsdag kl. 18 er faldet 12 mm regn. Regnen skyldtes primært et mere organsiseret område, som passerede hen over de sydlige egne først på eftermiddagen.

I nat er der fortsat mulighed for byger, efterhånden især i den vestlige og sydvestlige del af landet, mens bygerne gradvist dør ud længere mod øst.


Kold luft i højden giver bygerne
Det var et område med kold luft i højden - en såkaldt kuldepol - som i dag passerede ind over Danmark fra vest.

Da den kolde luft i højden strømmede ud over den lune Nordsø og ind over den relativt lune landjord steg luften højt til vejrs og dannede store bygeskyer, de såkaldte 'cumulonimbus-skyer'.

I dagens løb falddt temperaturen i omkring 5,3 km højde fra -25° ned til omkring -30°. Ved jordoverfladen var temperaturen dagen igennem mere eller mindre konstant, og den øgede temperaturforskel op igennem atmosfæren øgede altså bygeaktiviteten.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd