20-11-09: 10:32 | af: Danny Høgsholt
Oversvømmelser i byen Keswick i Nordengland den 19/11 2009Usædvanlig kraftig regn har i de seneste døgn forårsaget massive oversvømmelser i det nordlige England.
Mere end 2.000 husstande har mistet strømmen og omkring 200 mennesker i byen Cockermuth bliver i skrivende stund reddet ved hjælp af helikoptere, da de er fanget i deres egne hjem som følge af den kraftige regn og de tilhørende oversvømmelser.
173 mm regn på ét døgn
I byen Seathwaite i Lake District i det nordvestlige England faldt der frem til torsdag middag hele 173 mm på blot ét døgn, og ikke langt derfra i byen Shap i Eden District har man fået 197 mm regn på tre døgn.
Det svarer til Danmarks normale nedbør i hele november måned - ganget med 2,5.
Uofficielle målinger lyder dog på op til hele 314 mm regn på ét døgn i Lake District, hvilket i så fald kan være den vådeste dag i England nogensinde registreret.
Forhøjet vandstand i floderne
Regnen har også fået vandstanden i floderne til at stige. I byerne Llanrwst og Trefriw i North Wales var vandstanden i River Conwy torsdag den højestmålte i 25 år.
Uvejret er kommet i forbindelse med en frontzone, der har 'bølget' over området, og sammen med det høje terræn i det nordlige England har det udløst usædvanligt store mængder regn.